»Når min far slår mig, krøller jeg mig sammen og beskytter mit hoved med mine arme. Om natten sover jeg aldrig særlig tungt, fordi jeg altid er bange for, at han kan finde på at komme ind og slå mig. Det er sket så mange gange.«
Sådan fortæller en 14- årig dreng, der for nyligt rakte ud til Joannahuset.
Hans historie skriver sig desværre ind i en lang historie om generation efter generation af børn, som har været udsat for vold fra voksne. En historie om børn, som har dukket sig, har råbt op eller er løbet hjemmefra.
En historie om vold, vi som samfund ikke for alvor har brudt med på trods af, at det er 28 år siden revselsesretten blev afskaffet, og seks år siden, at psykisk vold blev kriminaliseret. For selvom der i dag er klar politisk enighed om, at man selvfølgelig ikke slår børn, er der stadig alt for mange børn i Danmark, der udsættes for vold, overgreb og omsorgssvigt.
Ifølge en undersøgelse fra Børns Vilkår har hvert femte barn i 8. klasse været udsat for fysisk vold i hjemmet indenfor de seneste 12 måneder. Kun hvert tiende barn, som har været udsat for vold i hjemmet, har talt med for eksempel en kommunal sundhedsplejerske eller sagsbehandler, viser en undersøgelse fra Vive.
Det skal vi tale om, som justitsminister Peter Hummelgaard skriver i sin nylige bog om vold mod børn. Og vi skal gøre alt for at sikre, at de børn, som bryder barrieren og rækker ud efter hjælp, bliver mødt i øjenhøjde og ikke risikerer at føle sig afvist eller misforstået. Det kræver både høj faglighed, et stærkt og nærværende børnesyn og rammer og ressourcer, som sikrer, at det tidssvarende børnesyn kan leve i praksis.
Et tidssvarende børnesyn
Det tidssvarende børnesyn, som i dag er skrevet ind i barnets lov, er et banebrydende fremskridt for børns rettigheder. Børnesynet er ikke bare en måde at tænke på, men også en måde at handle på, som skal være styrende for kommunernes arbejde med børns sociale sager. Det er et klart signal fra politikerne til alle, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner i Danmark.
Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at det tidssvarende børnesyn flytter rigtigt ind på voldsområdet?
Tydeliggørelsen af det tidssvarende børnesyn betyder blandt andet, at myndigheder og fagpersoner er forpligtet til langt mere konsekvent at lytte til børn, tillægge deres perspektiver vægt og tro på dem - også når det er svært. Deri ligger en forståelse af børn som ligeværdige og en tillid til, at børn gør det bedste, de kan og gerne vil samarbejde.
Barnet skal føle sig taget hånd om fra første henvendelse, og til at vi griber ind, uanset om det ender med en anbringelse, en retssag eller en indsats rettet mod, at forældrene lærer at opdrage uden at slå eller begå psykisk vold mod barnet.
De fleste fagfolk, der arbejder med børn, vil nok i dag se dette som det åbenlyst rette udgangspunkt i deres arbejde.
Alligevel kan det være svært, når vi skal til at udleve et tidssvarende børnesyn i alle dele af arbejdet med børn i udsatte positioner, som er intentionen i loven.
Ikke mindst fordi mange børne- og familieforvaltninger er presset på ressourcer.
Vi skal turde tale om det
Vi ved fra historien, at det ofte tager tid, når ny praksis skal formes og implementeres på baggrund af ændringer i synet på børn.
Det kræver vilje, ressourcer, fælles faglige refleksioner og ofte er der også bump på vejen.
Vi har derfor på tværs af centrale beslutningstagere, fagprofessionelle og civilsamfund brug for at starte samtalen om, hvordan vi kan løfte opgaven med at styrke forebyggelsen af vold og opsporingen af børn, der udsættes for vold.
Vi skal sikre, at det tidssvarende børnesyn slår igennem i arbejdet med at bekæmpe vold mod børn, og vi skal tale om, hvilke krav det stiller til de myndigheder, som skal inddrage børn og til rammerne for deres arbejde.
Vi skal styrke beslutningskompetencen og fagligheden i rådgivningen af voldsudsatte børn. Vi har brug for en ny børnerådgiveruddannelse, der vil betyde et løft af, hvordan børnerådgiverne møder børn i udsatte positioner. Og vi skal tale om, hvordan opsporingen af voldsudsatte børn ser ud og hvilken rolle, børne- og ungekrisecentre kan have for børn, der lever i vold.
Vi mener, at der er brug for en politisk vedtaget national handleplan mod vold mod børn, som er styret af det tidssvarende børnesyn, og som sætter konkrete mål for arbejdet med at forebygge, opspore og stoppe vold mod børn.
Lad os starte med, at vi voksne lover hinanden, at der aldrig igen er et barn, der skal opleve at fortælle om vold for så at opleve ikke at blive grebet. At voksne skal handle, så volden stopper.
Vi ved, at problemet er der, så lad os tale om det.