I Danmark har vores allermindste børn europarekord i antal tilbragte timer i daginstitution. Det er timer, hvor omsorgen og ansvaret for deres trivsel og udvikling er lagt i hænderne på andre voksne, end deres primære omsorgspersoner.
Danmark har forpligtet sig til at sikre, at institutioner med ansvar for omsorg og beskyttelse varetages af ”egnet personale”, som det står i børnekonventionen.
I en dansk kontekst hedder det egnede personale bl.a. pædagoger. Og vores børn har ret til, at deres pædagoger har de rette kompetencer, rammer og kollegaer til at kunne løfte den komplekse opgave, de er givet.
Barndommen har værdi i sig selv. Det er ikke en overgangsfase til et senere (voksen)liv, men en tid, hvor børn har ret til at leve, lege og trives på deres egne præmisser. Pædagoger har en unik og afgørende opgave i at sikre, at børn får den tryghed, omsorg og støtte, de har brug for til at udfolde og udvikle sig som hele mennesker. Og til at opdage eventuelle udfordringer eller støttebehov, før de vokser sig store.
Samtidig spiller vores pædagoger en afgørende rolle i at klæde børn på til at forstå dem selv og deres rettigheder og på den måde navigere i en verden, hvor de er medskabere af deres eget liv. Pædagoger er med andre ord en hjørnesten i vores allesammens tidlige år.
Når politikerne lige nu sidder og forhandler om en ny pædagoguddannelse, er det vigtigste spørgsmål derfor: Giver vi de kommende pædagoger forudsætningerne for at løfte ansvaret?
At arbejde med børn er en af de mest ansvarsfulde opgaver, der findes, og det kræver ekstrem høj faglighed, engagement og en vifte af menneskelige kompetencer. Derfor bør pædagoguddannelsens dør heller ikke være åben for alle. Selvom vi kunne ønske os, at vi får uddannet flere end i dag.
Det værste vi kan gøre er, at undergrave uddannelsens anseelse. Og der findes desværre ikke en smutvej til at øge andelen af dygtige pædagoger.
For at tiltrække dygtige og engagerede studerende skal vi hæve niveauet, så vi meget klart signalerer, at dét at blive pædagog kræver særlige faglige og relationelle kompetencer. Det gør vi både ved at have relevante adgangskrav og ved at styrke uddannelsens indhold, bl.a. med styrket fokus på viden om børns udvikling og give de studerende de bedst mulige vilkår for at lykkes. Vi skal give dem et fagligt inspirerende undervisningsmiljø med den rette balance mellem teori og praksis, reelle muligheder for at løfte opgaven, når de kommer ud i praksis og fortsatte efteruddannelsesmuligheder.
På den måde skal vi øge den faglige anerkendelse og sikre, at pædagogfaget bliver et attraktivt karrierevalg.
En pædagoguddannelse af høj kvalitet er ikke bare en god ide. Det er en nødvendighed, hvis staten skal løfte sin forpligtigelse til at sikre børn den omsorg, tryghed og beskyttelse, de har ret til.
Det håber jeg, at politikerne vil huske i de aktuelle forhandlinger om pædagoguddannelsen.
