Børnerådet støtter lovforslagets tre elementer, der har til formål at styrke beskyttelsen af børn mod seksuelt krænkende materiale. Vi taler ofte om at beskytte børn mod overgreb i den fysiske verden, men vi skal også fokusere på, hvordan vi kan beskytte dem mod overgreb i den digitale verden.
Her får børn i dag ikke den beskyttelse, de har krav på. Det er derfor afgørende, at lovgivningen følger med den teknologiske udvikling for at sikre, at børn ikke udnyttes eller udsættes for digitale krænkelser. Med de foreslåede ændringer får myndighederne nu et stærkere juridisk grundlag til at beskytte børn, stoppe materialer, der seksualiserer børn, og sikre hurtigere fjernelse af ulovligt indhold.
Børnerådet finder det særligt positivt, at lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Udvidelse af kriminalisering af seksualiserede billeder af børn
Børnerådet bakker op om skærpelse af bestemmelserne om seksuelt materiale med personer under 18 år, så de også omfatter fremstilling og udbredelse af poseringsbilleder og videoer, hvor børn fremstilles på en seksualiserende måde. Børnerådet ser dette som et vigtigt og nødvendigt skridt i bekæmpelsen af digital udnyttelse af børn. - Skærpelse af lovgivningen om computergeneret materiale med børn
Den teknologiske udvikling gør det muligt at skabe manipulerede billeder, hvor meget realistiske billeder af børn indgår i seksuelt indhold. Red barnet fremhæver i deres analyse af lovgivningen vedr. seksuelt krænkende materiale med børn, at der findes eksempler på, at rigtige billeder gemmes bag slørede filtre – hvilket giver mulighed for lovligt at dele overgrebsmaterialet (1)Børnerådet mener at en kriminalisering af dette område er nødvendig for at sikre, at børn ikke udsættes for digital overgreb.
- Beskyttelse mod seksualiseret misbrug af hverdagsbilleder m.v. af børn
Det er væsentligt at kriminalisere deling af ellers uskyldige billeder, hvis de anvendes i en seksualiseret kontekst. Børnerådet støtter at børn og deres familier skal kunne dele billeder af deres
hverdag uden risiko for at blive udnyttet digitalt. - Børnerådet anser de foreslåede ændringer som vigtige skridt i arbejdet for at beskytte børn mod digitale seksualiserende materialer af børn, da dette udgør en krænkelse af alle børns rettigheder og deres integritet. Det er afgørende, at børn har ret til en barndom fri for udnyttelse og seksuel eksponering - både i den fysiske og digitale verden.
Politiets adgang til at fremstille og udbrede uægte seksuelt materiale med børn
Lovforslaget indeholder et forslag om, at politiet skal kunne fremstille og dele computergenereret overgrebsmateriale med børn for at kunne bruge materialet som led i agent- og efterforskningsvirksomhed.
Børnerådet anerkender behovet for at styrke politiets muligheder for at efterforske og afsløre gerningsmænd, der deler seksuelt krænkende materiale med børn. Det er afgørende, at myndighederne kan operere effektivt i de online-fora, hvor denne type kriminalitet finder sted, og vi har forståelse for ønsket om at muliggøre brugen af computergenereret materiale i tilfælde, hvor andre efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige.
Forslaget indeholder dog etiske og retssikkerhedsmæssige dilemmaer, da der kan være bekymring for utilsigtet spredning af materialet samt en manglende transparens og kontrol over, hvordan det anvendes og opbevares til trods for at lovforslaget forudsætter at der i politiet fastsættes nærmere retningslinjer for registrering af det uægte seksuelle materiale, der forestiller personer under 18 år.
Vi anbefaler, at der indføres stramme retningslinjer der rækker bredere end blot en registrering af materialet, herunder: - at det sikres, at alternative efterforskningsmetoder altid overvejes før computergenereret materiale fremstilles og anvendes.
- at der fastsættes strenge retningslinjer for, hvordan materialet opbevares, anvendes og deles,
samt hvordan risikoen for utilsigtet spredning kan minimeres med henblik på at sikre, at agentvirksomhed ikke bidrager til at normalisere eksistensen af seksuelt materiale med børn. - at lovgivningen evalueres løbende i samarbejde med eksperter for at sikre, at den ikke får utilsigtede konsekvenser for børns digitale sikkerhed.
Vi står til rådighed for videre dialog og ser frem til en lovgivning, der styrker beskyttelsen af børn uden at skabe utilsigtede konsekvenser for deres digitale liv.