Børnerådet har tidligere svaret på ændringen af sundhedsloven, som indeholder bestemmelser om etablering af et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Formålet er at gøre det lettere og hurtigere for børn og unge at blive udredt og behandlet for psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Kommunerne skal have etableret tilbuddet inden udgangen af 2025.
Børnerådet kan tilslutte sig de tydelige ansvarsfordelinger i udkastet til bekendtgørelse. Rådet håber, at tydeligere ansvarsfordelinger vil udmønte sig i praksis til gavn for de børn og unge, som skal modtage tilbuddet.
Børn og unge, der er i mistrivsel har behov for en hurtig afgørelse om hjælp. Rådet havde gerne set, at der medfulgte en frist for igangsættelse af behandling, fordi tidsperspektivet for, hvornår behandling kan igangsættes for barnet, er af afgørende betydning. En sådan frist vil sikre, at tilbuddet opleves som både lettilgængeligt og hurtigt at komme i gang med af børnene, de unge og deres pårørende. Ventetid er aldrig gavnligt, når der er behov for behandling.
Børnerådet har et stort ønske om, at § 7 i bekendtgørelsen om kommunens forsamtale og screening bliver et værktøj til både at kortlægge barnets behov og de præcise muligheder i kommunens lettilgængelige tilbud. Det stiller krav om, at fagpersonerne, der afholder forsamtale og screening, kender kommunens samlede tilbud og de tilbud, som ligger i andre regi. Ellers risikerer vi, at der fortsat vil være mangler i kommunens tilbud til denne målgruppe.
Der er brug for, at der evalueres på, om målet om et lettilgængeligt kommunalt tilbud reelt er opnået med disse lovinitiativer. Det kan børnene, de unge, forældrene samt fagpersonerne omkring børnene med fordel spørges om.
I samme ombæring håber Børnerådet, at bekendtgørelsen vil danne ramme om, at kommunernes tilbud står på et stærkt evidensbasereret grundlag og ensrettes. Det vil bane vej for, at hver kommune ikke omsætter behandlingstilbuddet til noget vidt forskelligt - medmindre det er sagligt velbegrundet.
Børnerådet ser frem til, at der i en kommende evaluering lægges vægt på at belyse, hvorvidt behandlingstilbuddet komplimenterer det, kommunerne allerede gør. Det vil sige, hvordan kommunerne udvider deres tilbud og dækker alle børn i kommunen - uanset om barnet går på en folkeskole, fri- eller privatskole, på ungdomsuddannelse eller andet. Det er således ikke de forhold, der hverken kan eller kan bremse et lettilgængeligt tilbud.