På tegningen har Josephine givet sin mor en stor, grøn kjole på, mens lillesøsteren har fået strittende rottehaler. Det er dog mest af alt den tykke strøm af tårer, der løber ned ad kinderne på alle i familien, som fanger blikket på Josephines familieportræt. Forklaringen ligger i billedteksten: "Man bliver så trist, når man er sammen med andre, der er triste."
Tegningen er en del af udstillingen og kampagnen 'Tegn på sygdom', som Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk's Fond står bag. Den er lavet som led i partnerskabet "Spørg Mere - så fylder det mindre", som endnu en gang forsøger at åbne samtalen om, hvordan det påvirker børn og unge at vokse op med en forælder, der har en psykisk sygdom.
For tabuet lever desværre i bedste velgående - også internt i familierne. Mange forældre føler skyld og skam over deres psykiske sygdom og frygter, at både de og deres børn vil blive dømt af andre. I Spørg Mere-partnerskabets nye undersøgelse blandt forældre med psykisk sygdom svarer næsten hver tredje, at de slet ikke taler med deres børn om - eller at deres børn ikke ved - at de har en psykisk sygdom.
Spørg Mere-partnerskabet har gennem næsten fem år netop haft fokus på at bryde med det stigmatiserende syn på psykisk sygdom og skabe en forståelse for, hvor mange børn og familier der lider under det, og hvilke handlingsmuligheder der findes.
Mange bliver overraskede over at høre, at der faktisk er flere end 300.000 børn og unge i Danmark, som vokser op i en familie med en far eller mor med en psykisk sygdom. Med hjælp fra SDU er det blevet dokumenteret, hvordan disse børn oftere selv udvikler psykisk sygdom, at færre gennemfører en ungdomsuddannelse, flere bliver anbragt, og flere får en dom for kriminalitet.
Børn og unge fortæller om forældre, som er trætte, irritable og ikke deltager i forældremøder og fødselsdage. Børnene tror, at forælderens sygdom er deres skyld og ansvar, og som en ung kvinde konstaterer: "Jeg blev voksen, da jeg var 12 år, og første gang oplevede min mor få et angstanfald."
Er der noget, der har rørt os og beriget os, så er det netop de talrige udsagn fra børn og unge, der har fortalt gribende om deres opvækst. Hvor hårdt det er og har været at være pårørende, men også hvordan det især har hjulpet dem, når de har mødt andre børn og unge i samme situation.
"Jeg fandt ud af, jeg ikke var alene," lyder det igen og igen. I sig selv et udsagn, der bekræfter, hvor stort et tabu, psykisk sygdom stadig er, og hvorfor arbejdet med at bryde det skal fortsætte, også selvom Spørg Mere-partnerskabet udløber ved årets udgang.
Partnerskabets indsatser har bidraget til et større fokus på børn og unge som pårørende - også politisk, hvor børn af forældre med psykisk sygdom blandt andet er nævnt som en særlig målgruppe i det faglige oplæg til tiårsplanen for psykiatrien. Det er afgørende og vigtigt, at vi fastholder fokus på disse børn og unge, for der er stadig alt for mange af dem, som kæmper i stilhed og ikke får tilbudt hjælp - for eksempel om at være med i børnegrupper, hvor de kan spejle sig i jævnaldrende, der står i samme situation.
Spørg Mere-partnerskabets hovedbudskab er: Spørg mere - så fylder det mindre. Det kan lyde som en forsimplet løsning på et komplekst problem, men ofte er det små håndsrækninger, der gør den store forskel. Som voksne har vi et fælles ansvar for at opnå en mere åben og omsorgsfuld samtale om psykisk sygdom. Det vil give os mulighed for at se og gribe langt flere børn og unge, der i dag kæmper i stilhed, fordi den psykiske sygdom i hjemmet er tystys.
“Jeg har lært, at det er bedst bare ikke at sige noget," lyder det fra et andet barn i udstillingen ‘Tegn på sygdom'. Men ingen børn skal gå på listefødder, fordi mor eller far har det skidt. Vi skal løfte det ansvar af børns skuldre. De skal opleve, at nogen ser dem, og spørger ind til, hvordan de har det. De skal mærke, at nogen tager ansvar for deres trivsel.
Kronikken er bragt i Avisen Danmark d. 22.12.2024