Af Helle Rabøl Hansen, Louise Klinge, Gro Emmertsen Lund, Børnerådet, BUPL og Danske Skoleelever
Grundlaget for bekendtgørelsen om at fremme god orden i folkeskolen (ordensbekendtgørelsen) bygger på et utidssvarende børnesyn, der dels ikke tager højde for, at børn gør det godt, når de kan, og dels at de er midt i en social- og følelsesmæssig udvikling, hvor de er ved at danne deres sociale identitet.
Skolen straffer ikke børn, hvis de ikke kan dividere, for der har vi erkendt, at de har brug for støtte og hjælp. Det samme bør være gældende i forhold til social adfærd.
Når en elev ikke overholder skolens ordensregler, værdiregelsæt eller i øvrigt almindelige normer for positiv opførsel, skyldes det ofte skolens smalle læringsmiljø, faktorer uden for skolen eller en blanding af disse.
Løsningen er en ændring i miljøet omkring barnet og altid med konkret pædagogisk støtte, herunder eksempelvis restorativ praksis, social og faglig støtte, samt støtte af barnets behov, for at opleve sig værdifuld og kunne få adgang til at bidrage.
Ordensbekendtgørelsen låner begreber fra strafferetlig terminologi som ‘forsætligt’ og ‘uagtsomt’. Og ser på den måde bort fra, at børn og unge gør det godt, når de kan.
Det er rammerne og relationerne omkring børn og unge, der afgør, om de kan handle hensigtsmæssigt. Spørgsmålet om hvorvidt ”forseelsen er begået forsætligt eller uagtsomt” er både uhensigtsmæssigt, upædagogisk, skadeligt, irrelevant og bør fjernes.
Ordensbekendtgørelsen er frakoblet folkeskolelovens formålsparagraf, hvor skolen betragtes som medansvarlig for elevens udvikling.
Formålsparagraffen betoner skolens opgave i at fremme elevens udvikling, tillid til egne muligheder, baggrund for at tage stilling og handle, samt opgaven i at forberede eleverne til deltagelse, medansvar og pligter.
I ordensbekendtgørelsen betragtes elevens adfærd derimod som en isoleret størrelse uden forbindelse til det skolemiljø, eleven er en del af.
Stramning af ordensbekendtgørelsen
Børne- og undervisningsministeren ønsker at stramme ordensbekendtgørelsen, og det er dybt bekymrende. Straf hverken kan eller skal erstatte pædagogik, støtteordninger og en skole, der skal favne bedre.
National og international forskning viser, at straf og sanktioner ikke forbedrer læringsmiljøet, men derimod kan forstærke uhensigtsmæssig adfærd og øge risikoen for en kriminel løbebane.
Straf over for børn kan måske lindre den krænkede i situationen og tilfredsstille en mere generaliseret retsfølelse, men det løser ikke de udfordringer, der bliver til vold.
Kriminologisk forskning peger på, at kriminel adfærd ofte starter med strukturel eksklusion og marginalisering i skolen. Gentagne mindre sanktioner kan akkumulere og have alvorlige langsigtede konsekvenser for elevernes sociale og faglige udvikling.
Forslaget om hjemsendelser
Ministeren har blandt andet udtalt et ønske om at kunne hjemsende en elev mere end 2 gange på et år og længere end de nuværende 7-10 dage. Forslaget ser bort fra tre væsentlige omstændigheder:
For det første, ved vi, at hjemsendelse øger elevers afstand til klassefællesskabet. Meget problematisk fravær (som skoleeksklusion kan siges at være) øger risikoen for en række langvarige negative effekter i ungdoms- og voksenlivet.
For hver hjemsendelse bliver det sværere og sværere for eleven at gen-integrere sig i klassen. Samtidig får den hjemsendte elev faglige efterslæb og en stadig vanskeligere position i fællesskabet.
Dette skal man også være meget opmærksom på i forbindelse med forslaget om akuttilbud i kommunens specialklasserækker. Derimod kan vi se, at skoler der integrerer restorativ praksis i hele organisationen - og dermed en anerkendende og genoprettende praksis - der falder antallet af hjemsendelser.
For det andet er man ikke opmærksom på den mulige sociale slagside ved hjemsendelse for de børn og unge, der vokser op i udsatte positioner.
Det er ikke alle børn, der har en tryg base at blive sendt hjem til, og for de allermest udsatte børn, kan man frygte, at de udsættes for præcis den grænseoverskridende adfærd, som skolen skulle hjælpe dem med at aflære. Når ikke der tages højde for, at nogle forældre i pres ikke kan varetage forældreopgaven ansvarligt, så vil det være børnene, der undgælder ved brug af hjemsendelser.
For det tredje er man blind overfor, hvad hjemsendelse i en længere periode kan føre til. Nogle børn og unge sendes hjem til øget skærmbrug og isolation.
Andre børn og unge vil søge mod uformelle fællesskaber, der gerne vil dem og begynde at lægge afstand til skole, uddannelse og andre samfundsmæssige forventninger til dem.
Magtanvendelse og effektfulde tiltag
Når der på skoler opstår akutte tilfælde med individers udadreagerende adfærd, kan de fagprofessionelle naturligvis have brug for at beskytte børn fra andre børn. Det fremgår allerede i dag af ordensbekendtgørelsen, at skolens personale må anvende magt over for en elev “for at afværge, at eleven øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting.”
Tydeligere regler vil imidlertid være positivt og bør selvfølgelig have fokus på forebyggelse, ligesom de skal ledsages af efteruddannelse.
Samtidigt hører det med i det samlede billede, at de allermest alvorlige hændelser ofte foregår i situationer, hvor der ikke er voksne til stede. Det vil sige, at løsningen ligger i at skabe en tryg og inkluderende kultur samt et engagerende og meningsfuldt læringsmiljø.
Utallige studier viser, at kvalificerede fagpersoner der tilbyder positive relationer, inddragelse af eleverne, motiverende, fællesskabende- og tilhørsskabende undervisning, antimobbende indsatser, co-teaching samt restorativ praksis er vejen frem hen imod skabelsen af et trygt, inkluderende læringsmiljø. Det kræver fokus på individet-i-sammenhænge, kontekst og kultur.
Når sanktioner erstattes af positive responser og anerkendelse, så medfører det en række positive resultater: Færre elever sendes på skolelederens kontor, færre elever begår hærværk mod skolen og færre opfører sig aggressivt. Dette gælder også for elever med alvorlige adfærdsmæssige udfordringer.
Studier viser, at disse elever har færre konflikter, når skolens professionelle etablerer støttende sociale relationer, hvilket også medfører en øget accept fra de øvrige elevers side. Dog forudsætter disse gode resultater, at skolens professionelle i praksis lykkes med at give positive responser i stedet for at fokusere på, hvordan de skal sanktionere den aggressive og negative opførsel hos eleven.
På trods af den store forskningsviden om sanktioners manglende effekt bruges sanktioner som pædagogisk redskab langt oftere end den restorative praksis.
Det, der er behov for, er lærere og pædagoger i skolen, der har tid, indsigt og råderum til at udføre restorativ praksis. Der vil på skoler altid kunne opstå akutte tilfælde, hvor børn har voldsom udadreagerende adfærd.
Det er her afgørende at kunne skabe reel tryghed for den elev, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd, men også arbejde intervenerende og genoprettende med den elev, der har handlet uhensigtsmæssigt. Her kan restorativ praksis bruges til at fremme god orden i skolehverdagen, hvilket Det Kriminalpræventive Råd også fremhæver.
Vi skal gøre det, der virker
Vi vil pege på, at brugen af sanktioner er en institutionaliseret eksklusionspraksis, der bygger på den antagelse, at sanktioner og eksklusion kan opfattes som rimelige responser på skoleproblemer, samt at barnet vil forbedre sig af at blive mødt med en sanktion. Men vi ved fra internationale undersøgelser, at dette ikke er tilfældet.
Der er for eksempel identificeret en sammenhæng mellem brugen af sanktioner som pædagogisk redskab og øget aggressiv og voldelig elevadfærd.
Frem for at fokusere på øgede sanktioneringsmuligheder, bør der formuleres en ordensbekendtgørelse, der stemmer overens med moderloven og et vidensbaseret børnesyn.
Og først og fremmest bør der investeres i tidlige indsatser, høj kvalitet i dagtilbud og at sikre bedre arbejdsvilkår for skolens voksne og et deltagelsesvenligt undervisningsmiljø for skolens elever.
