Af Bente Boserup (Børnrådet), Ebbe Lorenzen (Livsværk), Fransiska Mannerup (De anbragtes Vilkår), Hanne Dalsgaard (FADD) Jon Krog (Selveje Danmark), Mads Roke Clausen (LOS), Peder Meisner (KFUM Sociale Arbejde), Pernille Gry Petersen (Børnesagens Fællesråd), Poul Erik Clausen (Jysk Børneforsorg/Fredehjem),
Rasmus Kjeldahl (Børns Vilkår), Signe Færch (Dansk Socialrådgiverforening), Johanne Schmidt Nielsen (Red Barnet), Sofie Hugo (Børnehjælpsdagen).
Regeringen har, som en del af sit grundlag, forpligtet sig på den politiske aftale om Børnene Først.
Den understreger, at vi skal blive bedre til at passe på de børn og unge, som har brug for at bo et andet sted end hos deres forældre. I den sammenhæng er det selvfølgelig helt centralt, at det, vi anbringer til, er godt.
Erfaringer – og ikke mindst en række aktuelle sager – viser, at anbragte børn og unges trivsel og udvikling skal prioriteres og beskyttes. Vi ser med jævne mellemrum tilbud og plejefamilier, hvor børn og unge ikke får den kvalitet, de har krav på.
Det er selvfølgelig problematisk, at kvaliteten ikke altid er god, men det bidrager til trygheden, at socialtilsynet finder og forbedrer eller lukker de steder, der ikke er gode nok.
Seneste udmeldinger om at skære drastisk i socialtilsynene trækker derfor i den helt forkerte retning.
Tilsynet hæver bundniveauet
De seneste ti år har vi haft socialtilsynene som garant for, at de voksne og de rammer, vi byder børn og unge, der bliver anbragt, har en vis kvalitet. Og socialtilsynene fik vi, fordi der var brug for dem.
Derfor er vi både undrende og meget bekymrede over udmeldinger om, at regeringen vil reducere socialtilsynets muskler i stor stil. De børn og unge, som er anbragt, er i høj grad afhængige af, at socialtilsynet fungerer optimalt.
Tilsynet er med til at sikre, at børn og unge får den omsorg og støtte, de har brug for, og at deres rettigheder bliver respekteret og overholdt.
I de ti år vi har haft socialtilsynet, har det bidraget til, at dårlige tilbud og plejefamilier er blevet lukket. Det har hævet bundniveauet markant. Samtidig er de dygtigste blevet endnu bedre. Det har løftet det generelle kvalitetsniveau.
Men vi anerkender helt, at modellen kan udvikles. For eksempel er erfaringerne, at der er behov for en ramme om tilsynene, som giver bedre mulighed for at få børnenes og de unges stemmer med ind i den vurdering, som tilsynene laver.
Eksperter er ikke inddraget
KL og regeringen har i økonomiaftalen mellem KL og regeringen givet hånd på, at der skal spares 30 procent på socialtilsynene. Begrundelsen for, at det kan lade sig gøre er netop ideen om et mere risikobaseret tilsyn.
At tilsynspraksis i højere grad skal baseres på objektive risikofaktorer. At besøgsfrekvensen sænkes til hvert tredje år for tilbud og plejefamilier, der ikke får et risikobaseret tilsyn, vil medføre en betydelig risiko i sig selv – for et børne- og ungehjem eller en plejefamilie er tre år meget lang tid.
Problemet er, at hele ideen om 'risikobasering' hviler på en præmis uden opbakning i data og erfaringer fra arbejdet de sidste ti år. For vi ved, at det ikke lader sig gøre at forudsige, om og hvornår et tilbud eller en plejefamilie bliver udfordret. Og at bevægelsen fra "godt" til "uforsvarligt" kan ske meget hurtigt. Det er allerede nu en udfordring for tilsynene, og i en ny model med væsentlig mindre tilsyn er den selvfølgelig endnu større.
For os at se er man startet med en afbureaukratiserings- og spareøvelse og bakket ind i socialtilsynene. I stedet burde man tage udgangspunkt i, hvad der reelt er brug for, for at vi kan få og have sikkerhed for, at steder, vi anbringer børn og unge, er opgaven voksen.
En de facto rundbarbering af socialtilsynene vil betyde, at vi kommer til at se endnu flere sager om børn og unge, som er blevet svigtet. Den risiko er det afgørende at få øje på. Vi håber ikke, at regeringen virkelig mener, at den er værd at tage.
De politiske drøftelser er taget uden at inddrage og lytte til børneorganisationer, interesseorganisationer og praksiseksperter. Er vi ved at være nået til en ny normal i lovgivningsprocesser, hvor vigtige aktører ikke bliver konsulteret?
En lignende oplevelse fandt desværre sted tidligere på året, hvor vi fik ny lovgivning på magtanvendelsesområdet – hvilket også kan ses på resultatet.
Børne- og ungeinteressenterne bag dette debatindlæg har adskillige forslag til, hvordan tilsynsmodellen kan blive bedre, hvordan risikovurderingen kan udvikles og kvalitetsmodellen kan justeres, men ingen er blevet inviteret til at dele dem. Vi vil gerne være med.