Lovforslaget skal udmønte dele af aftalen om et forbedret familieretligt system fra november 2023. En aftale, som ifølge regeringen og aftalepartierne har fokus på børns ret til beskyttelse og tager udgangspunkt i at forbedre indsatserne til brudte familier i Familieretshuset. En aftale, hvor Børnerådet hilser de beskrevne initiativer, der retter sig mod indsatserne til familierne og fagfolk, velkommen. Børnerådet ser overordnet positivt på, at lovforslaget sætter fokus på styrkelse af barnets ret til begge sine forældre i vurderingen af barnets bedste. Børnerådet vil dog understrege, at hensynet til barnets bedste altid skal komme i første række.
Lovforslaget lægger op til følgende ændringer:
- Indsættelse af bestemmelse, hvor Familieretshuet og familieretten ved vurdering af barnets bedste skal inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse betydningen af eventuel samarbejdschikane herunder forældrefremmedgørelse.
- Udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a i forældreansvarsloven til også at omfatte forældre, der er idømt ubetinget fængselsstraf efter § 244, stk. 2.
- Forlængelse af fristen for at træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær fra 3 til 4 uger.
- Midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær vil fremover betegnes som afgørelser om kontaktbevarende samvær.
Forældrefremmedgørelse er et pseudobegreb, som risikerer at underminere barnets perspektiv
Det er stærkt bekymrende, at politikerne ikke lytter til internationale organer, eksperter og børneorganisationer, når politikerne holder fast i at indføre begrebet forældrefremmedgørelse i forældreansvarsloven.
Forældrefremmedgørelse defineres og forstås i lovforslaget som ”en forælders bevidste brug og manipulation af barnet i forhold til den anden forælder med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med barnet. Forældrene har pligt til at sikre, at barnet ikke gøres til et våben i konflikten mellem dem og skærme barnet mod forældrenes konflikter.” (Social-, Bolig- og Ældreministeriet (2024): Udkast: Forslag til Lov om ændring af forældreansvarsloven (Styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, samt forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer) s. 25)
Det er stærkt bekymrende, at politikerne ikke lytter til internationale organer, eksperter og børneorganisationer, når politikerne holder fast i at indføre begrebet forældrefremmedgørelse i forældreansvarsloven.Bente Boserup, forperson for Børnerådet
Definitionen bygger på en antagelse om, at et barns afvisning af en forælder ikke har rod i virkeligheden, men alene skyldes bevidst manipulation fra en voksen. Heri ligger en afvisning af barnets eget perspektiv, som ikke er i overensstemmelse med principperne i barnets lov og den familieretlige reform.
Såfremt forældrefremmedgørelse bliver et begreb i lov eller vejledning, er det helt afgørende, at definitionen tager udgangspunkt i barnets adfærd og behov fremfor i forældrenes konflikt. Her kan vi fx hente inspiration fra Norge, hvor forældrefremmedgørelse i en vejledning defineres som ”når et barn konsekvent og over længere tid udtrykker stærke negative følelser (had, raseri, frygt) overfor én forælder, som ikke er i overensstemmelse med barnets faktiske erfaringer med denne forælder”. (Familievernet’s vejledning til håndtering af sager om samværsvegring.)
Når man læser aftaleteksten og følger debatten om forældrefremmedgørelse, tegnes et billede af, at systemet ser passivt til, mens mange forældre slipper af sted med at chikanere den anden forælder ud af barnets liv. Det er ikke virkeligheden. Regeringen skriver selv i aftaleteksten, at det er relativt få forældre, der ikke ser deres børn på grund af, at forældrene fremstår som fremmed for barnet. (Social-, Bolig- og Ældreministeriet (2023): Aftale om aftalen om et forbedret familieretligt system.)
Børnerådet så gerne, at man i forbindelse med lovforslaget havde fremlagt data, som belyser omfanget og karakteren af sager med forældrefremmedgørende dynamikker, som man med dette forslag ønsker at imødegå. Vi ved fra undersøgelser, at det ikke er ualmindeligt, at forældre eksponerer deres børn for deres negative syn på den anden forælder i forbindelse med samlivsbrud, men at kun en lille del af disse børn ender med at afvise kontakt og samvær med en forælder. (Johnston, J. R. (2005): Children of Divorce Who Reject a Parent and Refuse Visitation: Recent Research and Social Policy Implications for the Alienated Child. In Family Law Quarterly, 38(4), s.757-775)
Der er ikke enighed om, hvorvidt begrebet forældrefremmedgørelse bør anerkendes som legitimt begreb, og spørgsmålet om fremmedgørende dynamikker i relationen mellem forældre og barn er genstand for en stærk polariseret debat – indenfor såvel forskning som praksis. Der er således ikke enighed om gyldigheden og anvendeligheden af begrebet i den litteratur, som findes på området (Kognition & Pædagogik: Tidsskrift om tænkning og læring., Darling Rasmussen, Pernille, Forældrefremmedgørelse, År: 2024, Vol: Årg. 34, nr. 132 (2024), Sider: 30-42), og begrebet har ikke legitimitet blandt fagfolk og i forskningslitteraturen (352 akademikere og fagfolk gennemgår forskning og familieretlige sager om ’forældrefremmedgørelse’ til WHO). Ydermere har FNs specialrapportør ( FN’s special rapporteur (2023): A/HRC/53/36: Custody, violence against women and violence against children Report of the Special Rapporteur on violence against women and girls its causes and consequences) om vold mod kvinder og piger og Europa-Parlamentet (Europa-parlamentet (2021): Betænkning om konsekvenserne for kvinder og børn af partnervold og forældremyndighedsrettigheder (A9-0254/2021)) udtalt sig kritisk over for brugen af forældrefremmedgørelse.
Hvis man vælger at anvende en terminologi i lovgivningen, som ikke har anerkendte begrebsdefinitioner og metoder, vanskeliggør den upræcise terminologi og dertilhørende usikkerheder fagprofessionelles sikring af faglig kvalitet i arbejdet. Det efterlader familier og fagfolk med dårligere muligheder for at løse konflikten på en konstruktiv måde og med risiko for fatale fejl i afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Børnerådet hilsner det velkomment, at aftalen om et forbedret familieretlig system indebærer udarbejdelse af kvalificeret vejledningsmateriale til indførelsen af begrebet. Dog må det understreges, at et skriftligt vejledningsmateriale skal efterfølges af en grundig implementering og monitorering, som sikrer, at alle fagprofessionelle er klædt på til at realisere og udleve de angivne vejledninger i praksis.
Der skal være øje for sagens kompleksitet og nuancer i barnets afstandstagen
Ved at indføre en pligt til at foretage en vurdering af betydningen af forældrefremmedgørelse i hvert enkelt tilfælde er der risiko for, at spørgsmålet om forældrefremmedgørelse kan overskygge de mange forskellige årsager, der kan ligge bag et barns ønske om ikke at have samvær med en forælder. Fx kan begrebet underminere barnets eget perspektiv og svække den faglige vurdering af barnets bedste.
Børn er ikke passive modtagere af forældrenes påvirkning. De er aktive aktører, som erfarer, fortolker og tilpasser sig sit omsorgsmiljø. Selv i situationer, hvor barnet distancerer sig fra en forælder pga. den anden forælders uhensigtsmæssige udtalelser eller følelsesudbrud, er det ikke gavnligt at tale om forældrefremmedgørelse. Der er en stor risiko for, at barnet vil føle sig presset og distancere sig endnu mere fra den forælder, som kommer med anklager om forældrefremmedgørelse. Det vil samtidig indebære en risiko for, at konfliktniveauet stiger, og at situationen for barnet forværres.
At Børnerådet ikke anerkender begrebet forældrefremmedgørelse, betyder ikke, at vi negligerer, at der kan finde fremmedgørende dynamikker sted i familier. Det kan der. Men der er ofte mange andre faktorer på spil. Det er derfor vigtigt at overveje, hvordan vi kan adressere og tale om de dynamikker uden at forstærke utryghed og konflikt i familierne. Det er almindeligt anerkendt, at uanset terminologien har det alvorlige og langsigtede konsekvenser for de børn, der udsættes for denne type af konflikt. Derfor bør vi have fokus på at skabe en fælles og nuanceret forståelse af de udfordringer, de fagprofessionelle kan stå med, når de arbejder med konfliktfyldte brudte familier.
Kompleksiteten i disse sager løses ved at oplyse sagen nuanceret og med et overordnet mål om at sikre barnets bedste. Der bør være fokus på at udvikle og kvalificere udredningsmodeller, der understøtter behovet for at se bredt på alle de faktorer i barnets og familiens liv, der kan have betydning (Garber, B. D. (2024). A structured rubric for evaluating the many systemic variables that can contribute to parent–child contact problems (PCCP). Family Court Review. Advance online publication). Samtidig bør der fortsat arbejdes massivt med forebyggelse af konflikter, konfliktnedtrappende tilbud til familierne og på at mindske risikofaktorer samt fremme de beskyttelsesfaktorer, der gør, at forældrene sammen kan skabe en forandring for barnet.
I den forbindelse vil Børnerådet påpege, at anklager om forældrefremmedgørelse ofte bringes frem af forældre, der udøver partnervold, som et middel til at forhindre, at den voldsudsatte forælder kan beskytte sig selv og sit barn. Når en forælder, som mistænkes for voldelig adfærd, afviser dette og omvendt henviser til, at det er en del af den anden forælders smædekampagne, retter retssystemet ofte sit fokus på forældrefremmedgørelse og væk fra barnet. Børn har ret til at blive beskyttet mod vold, jf. børnekonventionens art. 19.
Børnerådet vil yderligere påpege, at der med den gældende lovgivning allerede sættes ind i forhold til samarbejdschikane. Det sker bl.a. ved, at Familieretshuset med chikanepakken fra 2015 har fået en række redskaber til at imødegå chikane. Fx er der indført mødepligt, kontakt med barnet kan sikres med kontaktbevarende samvær og en forælder kan miste forældremyndigheden, hvis der udøves grov samarbejdschikane. Det er Børnerådets vurdering, at disse redskaber er tilstrækkelige til at imødekomme de få tilfælde, hvor der er tale om chikane, og at de i højere grad implementeres i Familieretshusets sagsbehandling.
Børnerådets anbefalinger
På baggrund af ovenstående er det Børnerådets anbefaling:
- At forslaget om indførsel af begrebet forældrefremmedgørelse droppes helt.
Såfremt aftalepartierne – trods klare børnefaglige argumenter imod – fortsat ønsker at indføre begrebet forældrefremmedgørelse i lovgivningen, er det Børnerådets anbefaling:
- At indførsel af begrebet udskydes med henvisning til, at der er behov for yderligere viden og kvalificering, og at begrebet opnår forskningsmæssig legitimitet. Der er desuden behov for mere viden om omfang og kendetegn ved sager med fremmedgørende dynamikker, blandt andet fra erfaringerne med reglerne om samarbejdschikane.
- At der i den videre lovgivningsproces tydeligt redegøres for det aktuelt manglende forskningsmæssige grundlag og de dertil knyttede risici.
- At det tydeligt angives, hvad målet med indførsel af begrebet er, herunder hvilke forventninger aftalepartierne har til, hvorvidt indførslen af begrebet vil få betydning for retspraksis.
- At begrebet forældrefremmedgørelse – hvad end det indgår i lov eller vejledning - defineres med udgangspunkt i barnets perspektiv og adfærd – og ikke i forældrenes konflikt.
- At begrebet forældrefremmedgørelse i forældreansvarsloven indføres med en solnedgangsklausul, og at konsekvenserne og erfaringerne med lovændringen monitoreres og evalueres løbende.
Børnerådet kommer til at have en helhedsbevågenhed på, hvordan der arbejdes videre med at indarbejde begrebet i lovgivningen, og hvilken betydning begrebet vil have for vurderingerne af barnets bedste i sagerne om forældremyndighed, bopælspligt og samvær.
Udvidelse af forældreansvarslovens § 4 a
Med lovforslaget foreslås det, at formodningsreglen i § 4a udvides, så forældre, der er dømt efter straffelovens § 244, stk. 2, som udgangspunkt ikke skal have forældremyndigheden over et barn, del i forældremyndigheden, eller have barnet boende eller i samvær. Reglen kan dog fraviges, hvis det vurderes at være til barnets bedste.
Børn har ret til beskyttelse mod vold i henhold til børnekonventionens artikel 19, og vi ved, at konsekvenserne ved at opleve vold i familien kan være lige så voldsomme for barnet, som hvis det selv er blevet udsat for vold (’Psykisk vold mod børn i hjemmet’, VIVE for Socialstyrelsen, 2019). Af den grund støtter Børnerådet den foreslåede udvidelse af formodningsreglen.
Det er Børnerådets opfattelse, at en dom efter § 244, stk. 2 er et særdeles vægtigt parameter i vurderingen af barnets bedste i afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær, og anerkender ønsket om at lade formodningsreglen udvide af den grund.
Børnerådet bemærker dog, at der altid bør være en særlig opmærksomhed på, at en formodningsregel ikke underminerer barnets bedste som det afgørende hensyn. Det er derfor fortsat vigtigt, at der foretages en konkret afvejning mellem karakteren af forbrydelsen i henhold til straffelovens § 244, stk. 2, og barnets bedste. Dette sikrer, at barnets ret til kontakt med begge forældre, som beskyttes af Børnekonventionens artikel 9, ikke bliver tilsidesat uden grundig overvejelse og med barnets bedste som det styrende princip.
Forlængelse af fristen for kontaktbevarende samvær
Med lovforslaget foreslås det, at fristen for afgørelse om kontaktbevarende samvær forlænges fra 3 til 4 uger med henvisning til et ønske om at øge retssikkerheden omkring afgørelsen, herunder forældrenes partsrettigheder.
Børnerådet tager til efterretning, at det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at det er nødvendigt at forlænge fristen fra 3 til 4 uger for at sikre forældrenes partsrettigheder, og anerkender, at en reel oplysning af sagen, herunder forældrenes mulighed for at udnytte deres ret til partshøring, er afgørende for at sikre barnets bedste.
Børnerådet vil dog bemærke, at en udvidelse af fristen alene bør ske af hensyn til sagens oplysning og aldrig af hensyn til mangel på ressourcer til at behandle sager om kontaktbevarende samvær. Vi ved, at afklaring og stabilitet er vigtigt. Og når der er tale om en midlertidig afgørelse for at sikre barnets kontakt til en forælder under sagens behandling, bør der være et vedvarende fokus på at træffe afgørelser så hurtigt som muligt af hensyn til barnet.