Lovforslaget indfører en forsøgsordning, hvor elektronisk kontrol via GPS-fodlænker kan bruges som supplement til opholdsforbud. Det sker for at sikre bedre overholdelse - især i sager om stalking og partnervold. Formålet er at styrke ofrenes beskyttelse, reducere gentagne overtrædelser og at have mulighed for at evaluere ordningens effektivitet i udvalgte politikredse.
Den omvendte fodlænke beskytter børn i familier præget af partnervold
Børnerådet hilser lovforslaget velkomment, fordi det styrker beskyttelsen af børn, der lever i familier præget af partnervold. Vi ønsker at fremhæve følgende positive aspekter:
For børn i familier, der er berørt af partnervold, kan indførelsen af elektronisk kontrol (som supplement til opholdsforbud) bidrage til en styrket beskyttelse af børn og deres ikke-voldelige forælder. Det kan det, fordi det ifølge evalueringer fra Norge (Evaluering af den omvendte fodlænke af Oslo Metropolitan University: NOVA Rapport 15/20) forbygger, at gerningspersonen overtræder opholdsforbuddet.
Den omvendte fodlænke kan potentielt dermed også forebygge, at den ikke-voldelige forælder og barnet skal flytte på krisecenter. Det vil reducere den sociale og psykologiske belastning for barnet, der ellers kan følge af et ophold på krisecenter og et brud med det kendte miljø, som skole, venner og fritidsaktiviteter. Den omvendte fodlænke kan således skabe øget tryghed og stabilitet i børns hverdag, hvilket er afgørende for deres trivsel og udvikling. Børnerådet støtter derfor forsøgsordningen, der konkret kan bidrage til børns sikkerhed og velfærd i disse situationer.
Høringssvar
Kriminalitet
18. december 2024
Den omvendte fodlænke kan beskytte børn i familier præget af partnervold
Børnerådets bemærkninger til udkast til Forslag Til Lov om ændring af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Forsøgsordning med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud)