Ændringen indebærer, at det fremover skal være muligt for den forælder, som bor på krisecenter med sit barn, at træffe beslutning om skoleskift uden den anden forældremyndighedshavers samtykke, såfremt det kan godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og såfremt det er påkrævet af hensyn til barnets sikkerhed og velfærd.
Børnerådet mener, at hensynet til barnets sikkerhed skal komme i første række. Hvis det kan godtgøres, at der er risiko for barnets sikkerhed, anerkender vi, at et skoleskift uden den anden forælders viden, kan være det rigtige. Det er dog vigtigt, at skoleskiftet sker til barnets bedste. I forbindelse med ophold på et krisecenter er barnet i en forvejen sårbar situation, og det er vigtigt, at der skabes så meget stabilitet og tryghed omkring barnet som overhovedet muligt. I det omfang det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan en fortsat skolegang bidrage hertil. Børnerådet appellerer derfor også til, at muligheden for midlertidig fratagelse af den anden forælders rettigheder i medfør af folkeskoleloven kun benyttes i tilfælde, hvor der er en konkret sikkerhedsrisiko for barnet ved at fortsætte sin hidtidige skolegang.
Såfremt opholdet på et krisecenter skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og såfremt det er til fare for barnets sikkerhed og velfærd at fortsætte sin hidtige skolegang, bør der være en særlig opmærksomhed på, at et ophold på et krisecenter er af midlertidig karakter, og at en eventuel beslutning om et skoleskift træffes med blik for den tid, der rækker ud over barnets ophold på krisecentret. Der bør desuden være en særlig opmærksomhed på at inddrage barnet, så beslutningen om et eventuelt skoleskift beror på en samlet vurdering af barnets bedste.
I Børnerådet ser vi gerne, at Social- og Boligstyrelsen udarbejder vejledningsmateriale til krisecentrene, så det sikres, at loven administreres efter hensigten og altid til barnets bedste.
Det er desuden Børnerådets anbefaling, at det kortlægges, om der er brug for en lignende lovændring eller tiltag på dagtilbuds- og ungdomsuddannelsesområdet.