Børnerådet: Kan vi overhovedet tale om, at børn bliver manipuleret?

Synspunkt bragt i Berlingske 21. oktober 2023.

Af Bente Boserup, forperson i Børnerådet

Flere af os kender sikkert til historier om, hvordan en forælder i forbindelse med skilsmisse har påvirket børnene til at distancere sig og måske helt afvise samvær med den anden forælder. Det er ubærligt at høre om og fristende at tænke: »De har jo totalt manipuleret barnet. Det burde ikke være lovligt. Ingen børn, forældre eller bedsteforældre er tjent med at blive fremmedgjorte for hinanden«.

De senere år har debatten om forældrefremmedgørelse skabt røre og vakt politiske følelser. Så meget at regeringen nu tager op til forhandling i februar 2024, om begrebet skal skrives ind i loven. Det kan betyde retslige konsekvenser for den forælder, som findes skyldig i forældrefremmedgørelse.

Men forældrefremmedgørelse er et alt for enøjet begreb. Virkeligheden er meget mere kompleks.

Den holdning er Børnerådet ikke alene om. FNs specialrapportør, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Europa-Parlamentet anbefaler at undlade brug af begrebet i retslige og sundhedsmæssige sammenhænge.

Særligt i familieretlige sager med mistanke om vold er FNs specialrapportør kritiske over for brugen af forældrefremmedgørelse. Når en forælder, som mistænkes for voldelig adfærd, skyder det væk med at påstå, at det er en del af den anden forælders smædekampagne, retter retssystemet ofte sit fokus på forældrefremmedgørelse og væk fra barnet. Med det fokusskifte risikerer man at overse det, hvis barnets ønske om afstand skyldes vold.

I stedet bør vi som i Norge og Sverige i højere grad undersøge og tale om de mange forskellige årsager til, at barnet ikke ønsker samvær med en forælder.

Børn er ikke passive modtagere af forældrenes påvirkning. De er aktive aktører, som erfarer, fortolker og tilpasser sig sit omsorgsmiljø. Et ophør i samvær skal derfor altid ses i sammenhæng med den situation, som barnet er i, og tage udgangspunkt i det enkelte barns alder, behov og samspil med begge forældre.

Når et barn tager afstand fra en forælder, skyldes det ikke nødvendigvis svigtende omsorg. Det kan være udtryk for barnets behov for selvbestemmelse. Måske handler det ganske enkelt om, at barnet gerne vil være tæt på venner, skole og fritidsaktiviteter. Eller at forælderen har fået en kæreste, som barnet ikke har lyst til at være sammen med.

Oplever barnet, at den ene forælder har det svært efter skilsmissen, kan barnet tage afstand fra den anden forælder i forsøget på at beskytte den forælder, som måske er ked af det eller føler sig svigtet. Men selv i situationer, hvor barnet distancerer sig fra en forælder på grund af den anden forælders uhensigtsmæssige udtalelser eller følelsesbrud, giver det ikke mening at tale om forældrefremmedgørelse. Det fører kun ondt med sig.

Der er en stor risiko for, at barnet vil føle sig presset og distancerer sig endnu mere fra den forælder, som kommer med anklager om forældrefremmedgørelse. Samtidig øges konflikten mellem forældrene, hvilket igen forværrer situationen for barnet.

Ingen ønsker at børn, forældre eller bedsteforældre bliver fremmedgjorte for hinanden. Vi må derfor tage det alvorligt, når et barn tager afstand fra en forælder. I stedet for at indføre et begreb i dansk lovgivning, som tre internationale instanser ikke bakker op om, gør politikerne klogt i at kigge mod Norge. Her har de udviklet faglige vejledninger og samtaleværktøj til at understøtte fagprofessionelles arbejde med at hjælpe barnet og begge forældre til at genopbygge relationen til den afviste forælder. Det er til barnets bedste.

Læs debatindlægget i Berlingske