Debatindlæg bragt i Altinget:Børn den 26. januar 2022.
Af Agi Csonka, formand for Børnerådet, Janne Tynell, stedfortrædende generalsekretær i Red Barnet og Lena Søgaard, formand for Børnesagens Fællesråd
Regeringen vil med et nyt lovforslag, som fremsættes torsdag, sikre tryghed og trivsel for børn i indvandrerfamilier.
Intentionen er positiv, og vi er selvfølgelig enige i, at det er vigtigt at gøre noget ved vold og overgreb i alle familier – også etniske minoritetsfamilier.
Vi ved også, at der er nogle særlige problemstillinger forbundet med for eksempel negativ social kontrol og de såkaldte genopdragelsesrejser.
Men desværre kommer lovudspillet til at virke stik modsat og sætter børn, der har været udsat for voldelig og kontrollerende opdragelse, i endnu mere udsatte positioner.
Regeringen foreslår at skærpe straffen for vold mod børn i nære relationer i gentagelsestilfælde, det vil sige i de tilfælde, hvor gerningsmanden allerede er dømt for vold. Der er ingen evidens for, at længere fængselsstraf forebygger eller forhindrer mere vold.
Der er ingen evidens for, at længere fængselsstraf forebygger eller forhindrer mere vold.Agi Csonka, Jane Tynell og Lena Søgaard
Hhv. formand for Børnerådet, stedfortrædende generalsekretær for Red Barnet og formand for Børnesagens Fællesråd
Derimod ved vi, at børn af fængslede generelt set har meget dårligere trivsel end andre børn. Vi kan også slå fast, at man ikke sikrer børnenes tryghed og trivsel ved at møde familiens sociale problemer med strafferetlige sanktioner.
Forslaget er kontraproduktivt
Det sikrer heller ikke børnenes tryghed og trivsel, at vi møder familiens sociale problemer med økonomiske sanktioner.
Der er en sammenhæng mellem familiens økonomiske situation og risikoen for vold mod børn. Det viser blandt andet en undersøgelse fra Børnerådet.
Derfor er det tankevækkende, at regeringen med lovforslaget vil tage økonomiske ydelser fra familier, hvor børn er udsat for vold. Det er selvsagt kontraproduktivt, da der er en risiko for, at volden i hjemmet forøges, hvis den økonomiske situation forværres.
Det er ikke første gang, at regeringen foreslår at indføre karantæneordninger i ydelsessystemet som en del af den kriminelles straf.
Vi havde derfor gerne set, at regeringen som minimum kunne fremlægge evalueringer fra de allerede implementerede ordninger, der kunne vise, at økonomiske sanktioner rent faktisk virker: At det afholder nogen fra at begå eller gentage kriminalitet.
Men sådan dokumentation kan ikke fremlægges, for den findes ikke. Alligevel udvider man uden tøven ordningen og sender dermed hele familien i fattigdom – også de børn, man ønsker at beskytte med lovforslaget.
Straffer ikke kun gerningsmanden
Det er positivt, at regeringen ikke kun har fokus på fysisk vold, men også vil styrke indsatsen mod negativ social kontrol, særligt i de tilfælde, hvor kontrollen fører til, at et barn bliver sendt på genopdragelsesrejse.
Regeringen foreslår, at en forælder, der er dømt for at have sendt et barn på genopdragelsesrejse, ikke kan få familiesammenføring med familiens øvrige børn.
Vi er enige i, at der er behov for en styrket indsats mod negativ social kontrol og ufrivillige udlandsrejser, men vi ser ingen dokumentation for, at sanktioner på udlændingeområdet har en forebyggende effekt.
Nægtelse af familiesammenføring er ikke kun en straf af gerningsmanden, men kan potentielt påvirke en hel familie og familiens børn.
Når loven skal behandles i Folketinget, håber vi, at de fleste politikerne vil droppe symbolpolitikken.Agi Csonka, Jane Tynell og Lena Søgaard
Hhv. formand for Børnerådet, stedfortrædende generalsekretær for Red Barnet og formand for Børnesagens Fællesråd
Det skal naturligvis være strafbart at udsætte børn for fysisk og psykisk vold – også i etniske minoritetsfamilier – men straffen i sig selv bekæmper ikke de sociale problemer, som volden udspringer af. Hvis regeringen rent faktisk vil sikre trivsel og tryghed for børn, der er udsat for vold, kræver det massive sociale indsatser.
Vores servicelovgivning skal opdateres
Vi skal i dialog med de etniske minoritetsfamilier, hvor der er risiko for vold mod børn.
Arbejdet med at forhindre, at børn bliver sendt på genopdragelsesrejse, starter med et forsøg på at forstå bevæggrunde og overkomme den kulturforskel, der driver os til forskellige opdragelsesmetoder. Det giver sig selv, at trusler om enhver form for straf ikke fremmer denne vigtige dialog.
Ud over dialogen med de enkelte familier skal vi begynde at monitorere området for ufrivillige udlandsrejser. Vi skal opsøge de familier og børn, hvor det ikke lykkedes os at forhindre en genopdragelsesrejse, for at blive klogere på, hvordan vi kan undgå det i fremtiden.
Med de erfaringer skal vi opdatere vores servicelovgivning, så kommunerne får de rette værktøjer til at reagere på en bekymring om, at et barn er i risiko for at blive sendt på en genopdragelsesrejse. I dag har myndighederne så få handlemuligheder, at de må se passivt til selv i de mest åbenlyse tilfælde.
Der er ikke en eneste social foranstaltning i det 248 siders lange lovforslag. Til gengæld demonstrerer det regeringens faste udlændingepolitik med stramninger og sanktioner, der skal ramme indvandrerfamilier.
Når loven skal behandles i Folketinget, håber vi, at de fleste politikerne vil droppe symbolpolitikken og i stedet gøre alt, hvad de kan, for reelt at beskytte børn mod vold.