Open menu Close menu

I den svenske kommune Piteå skal borgere i alle aldre involveres i kommunens udvikling. Det gælder også børn og unge. Derfor ansætter kommunen hver sommer en gruppe unge som ”kommuneudviklere”, der skal være med til at påvirke de politiske beslutninger i kommunen.

Vi stiller kun spørgsmål til de unge, hvis kommunen også er indstillet på at lytte. Hvis der ikke er nogen mulighed for de unge for at påvirke en beslutning, så skal vi ikke spørge dem. Projektleder

Hvorfor inddrage børn og unge?

Piteå kommune ønsker at være Sveriges mest børnevenlige kommune, hvor børn og unge selv har indflydelse på kommunens fremtid. Det er derfor vigtigt, at netop de yngre borgere får mulighed for at påvirke de politiske beslutninger, som handler om dem og kommunens udvikling og fremtid.

Kommunen arbejder aktivt med forskellige metoder til inddragelse af unge. Fælles for metoderne er, at kommunen går i dialog med de unge for at få indblik i deres synspunkter og for at sætte de unges perspektiver på dagsordenen. Fx ansætter kommunen hver sommer en gruppe unge som såkaldte kommuneudviklere, der skal fremme udviklingen af kommunen ud fra et ungdomsperspektiv.

Et andet formål med at ansætte unge som kommuneudviklere er, at de unge oplever, hvordan de direkte kan påvirke aktuelle samfundsmæssige spørgsmål og præge den igangværende udvikling af kommunen.

Børneinddragelse er at inddrage børns egne artikulerede holdninger, oplevelser og ønsker i individuelle såvel som kollektive forhold. Inddragelse rummer samtidig det at give barnet et refleksionsrum, hvor det bliver set, mødt og forstået, og hvor det bliver spejlet, får nye perspektiver og får konkret viden. Det er væsentligt, at børnenes modenhed, evner, livssituation, sårbarhed og/eller udfordringer anerkendes og afspejles i inddragelsen.

For at man kan tale om reel børneinddragelse, er det væsentligt, at de voksne bliver klogere gennem samspillet med børnene ved at lytte til dem og handle på den baggrund. Det kan fx være i forbindelse med udviklingen og evalueringen af kommunale praksisser.

På nogle områder er børneinddragelse skrevet direkte ind i dansk lovgivning. For eksempel fremgår det af serviceloven, at barnet har ret til at blive inddraget i sin egen sag. FN’s Børnekonventions artikel 12 slår dog fast, at børn har ret til at blive hørt i alle forhold, der vedrører dem. Dermed har børn også ret til at blive inddraget i udformningen af rammerne for deres liv og hverdag.

Hvordan sker selve inddragelsen?

Siden 2018 har Piteå kommune hver sommer udbudt et treugers feriejob som kommuneudvikler for 12 unge. Ansøgerne skal være mellem 15 og 19 år.

De unge kommuneudviklere skal gennem forløbets tre uger fordybe sig i et område, som de finder vigtigt for den kommunale udvikling. Det sker under ledelse af projektledere fra kommunen.

HØR GODT EFTER!

Rapporten HØR GODT EFTER! (2021) kortlægger danske kommuners arbejde med børneinddragelse og præsenterer 17 cases med gode eksempler på vellykket kommunal børneinddragelse.

Læs rapporten

I forløbets første uge bliver de unge præsenteret for forskellige cases i kommunen, som de kan vælge at arbejde med og undersøge nærmere i grupper. Casene kan fx handle om ligestilling, fremtidens Piteå, unges indflydelse eller mødesteder for unge i kommunen. I de efterfølgende to uger arbejder grupperne med deres pågældende problemstilling. Udover at de unge arbejder med et emne, der interesserer dem, får de også et indblik i, hvordan demokratiet i kommunen fungerer.

Børn som politikudviklere er en fast struktureret inddragelsesform, hvor børnene tager del i demokratiske beslutningsprocesser og derved opnår stor indflydelse. Børnene er med til at skabe de store linjer og sætte retningen for organisationens udvikling og arbejde. Det kan fx være gennem særlige udvalg eller et børne- og ungebyråd, hvor medlemmerne mødes og bidrager kontinuerligt. Børnene er i direkte dialog og samarbejder med kommunens lokalpolitikere. Gennem denne inddragelsesform sikrer kommunen en gruppe borgere, der endnu ikke har stemmeret, indflydelse på lokalpolitikken.

Hvad sker der med børnenes perspektiver?

Ved afslutningen af de tre uger som kommuneudviklere præsenterer de unge deres resultater og råd for  hinanden og kommunen. Arbejdet udmønter sig også i mindre rapporter med de unges perspektiver, som kommunen kan arbejde med. Som en projektleder i kommunen udtaler: Vi er virkelig interesseret i, hvad de unge siger. Vi gør det ikke bare [inddrager de unge], fordi vi skal gøre det.

Tidligere har de unge kommuneudviklere fx arbejdet med etableringen af et nyt torv i kommunen. Her fik de unge indflydelse på, både hvordan torvet skulle udformes og indrettes, og hvilke anvendelsesmuligheder torvet skulle have for også at fungere som mødested for de unge i kommunen. Her fik de unge direkte medindflydelse på udviklingen af kommunen, samtidig med at kommunen fik etableret et sted, som de unge ville bruge.

Børn og unge er vores fremtid. Vi skal involvere børn og unge, og de skal have mulighed for at påvirke og medvirke til at træffe politiske beslutninger. Projektleder

Gode råd fra Piteå Kommune

  • Inddrag kun de unge i udviklingsarbejdet og
    beslutningsprocesserne, hvis kommunen også er indstillet på at lytte til de unge og give dem reel indflydelse.
  • Vær opmærksom på at ind drage børn og unge tidligt i processen, så de unge har en reel mulighed for at påvirke beslutningerne.
  • Rammesæt klart for de unge, hvordan deres inputs og tanker skal præge kommunens udvikling og fremtid. Koblingen mellem idé og resultat skal være tydelig.
  • Skab et godt samarbejde med både skoler og fritidsaktiviteter for at nå ud til en bred skare af
    unge.

Relateret viden

Her kan du se de seneste nyheder, høringssvar og materialer om samme emne.