Børnerådet bifalder en øget strafferetlig beskyttelse af børn mod seksuelle overgreb, men efterlyser mere forskning. Børnerådet har modtaget en høring over ændringer i straffeloven mv., der har til formål at beskytte børn mod seksuelle overgreb. I det følgende vil vi kommentere på udvalgte dele af lovforslaget:
- Udvidelsen af området for voldtægt (straffelovens § 216, stk. 2), således at børn under 15 år aldrig kan samtykke til samleje med en person, der er fyldt 22 år. Vi er positive over for denne stramning af reglerne, men kan være bekymret for, om det udgør en tilstrækkelig beskyttelse af de 12-14 årige.
- Forbuddet mod sexdukker, der fremstår som børn. Vi kan stadig ikke på det foreliggende vidensgrundlag anbefale en kriminalisering, og vi er uforstående over for, at der ikke er indhentet seneste viden på området.
- Mere hjælp og støtte i form af advokatbistand til ofre for seksualforbrydelser. Vi bifalder dette tiltag, men efterlyser efteruddannelse til bistandsadvokaterne, så de opnår større indsigt i, hvordan de inddrager og samtaler med børn udsat for seksuelle overgreb. Derudover anbefaler vi, at bistandsadvokatens kompetencer udvides til også at føre sagerne videre hos Erstatningsnævnet.
Udvidelse af voldtægtsbestemmelsen
At have samleje med et barn under 12 år bliver i dag straffet som voldtægt.
(1)
Et barn, der ikke er fyldt 12 år, kan strafferetligt set aldrig samtykke til samleje. Er barnet over 12 år, men under den seksuelle lavalder på 15 år, kan der straffes for samleje med en mindreårig, men ikke nødvendigvis for voldtægt.
(2)
Hvis der samtidig skal straffes for voldtægt, kræver det, at der kan føres bevis for, at den 12-14 årige ikke samtykkede til samlejet.
(3)
Med lovforslaget ønsker man at øge beskyttelsen af de 12-14 årige. Man vil ”automatisk” straffe for voldtægt, hvor den ene part er 12-14 år, og den anden part er 22 år eller derover. Med andre ord vil en 12-14 årig aldrig kunne samtykke til samleje med en person, der er fyldt 22 år.
Børnerådet bifalder, at der med lovforslaget bliver taget politisk stilling til, hvornår børn kan samtykke til samleje og med hvem. Vi er helt enige i, at et forhold mellem en 14-årig og en 22-årig pr. definition er så uligeværdigt, at der aldrig kan siges at foreligge et frivilligt samtykke fra barnet til et seksuelt forhold. Vi kan dog ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om det udgør er en tilstrækkelig beskyttelse af de 12-14 årige. Vi savner grundigere overvejelser om, hvorvidt det er nødvendigt med en aldersforskel på minimum otte år, før et seksuelt forhold pr. definition er uligeværdigt.
Børnerådet støtter lovforslaget, der utvivlsomt giver en bedre beskyttelse end før, men anbefaler, at eksempelvis Straffelovrådet hurtigst muligt får til opgave at overveje, hvorvidt man med lovforslaget har opnået en tilstrækkelig beskyttelse af de 12-14 årige børn og unge.
(4)
I den forbindelse er det helt afgørende, at Straffelovrådet får til at opgave at tage hensyn til de børn, der skal beskyttes mod seksuelle overgreb, jf. Børnekonventionens art. 34, men at der samtidig også skal være plads til at unge, alt efter deres alder og modenhed, kan udtrykke, undersøge og udleve deres seksualitet, jf. Børnekonventionens art. 24.
(5)
En væsentlig årsag til, at Børnerådet anbefaler en grundig undersøgelse af området, er, at vi forudser, at en lang række situationer – og formentligt de allerfleste – vil falde uden for den nye bestemmelse.
Dette skyldes, at bestemmelsen kræver, at gerningsmanden har forsæt i forhold til barnets alder, dvs. at gerningsmanden skal være vidende om, at barnet er under 15 år. Vi forudser, at der vil være en lang række tilfælde, hvor den 12-14 årige vil lyve sig ældre. Dertil kommer, at mange forhold i dag starter online, hvor det er endnu nemmere at lyve om sin alder. Vi anerkender, at et seksuelt forhold mellem en 14-årig og en 22-årig allerede er strafsanktioneret, jf. straffelovens § 222, men kan være bekymrede for, at den 22-årige i langt de fleste tilfælde vil blive frikendt for voldtægt efter den nye straffelov § 216, stk. 2, 2. pkt., fordi barnet mere eller mindre åbenlyst har foregivet at være ældre.
Det er vores forventning – og bekymring – at den nye bestemmelses primære kerneområde vil blive begrænset til sager, hvor gerningsmanden utvivlsomt kender til barnets alder. Dette vil eksempelvis være sager, hvor der eksisterer et familie- eller lærer/elevforhold mellem barnet og gerningsmanden. Efter vores vurdering vil øvrige sager falde uden for bestemmelsen grundet det strenge forsætskrav.
Forbud mod sexdukker, der fremstår som børn
Lovforslaget indeholder et forslag om forbud mod sexdukker, der fremstår som børn. Spørgsmålet om kriminalisering af sådanne dukker har været diskuteret politisk i flere år. Sexologisk Klinik er to gange blevet anmodet af Justitsministeriet om at afgive en udtalelse om, hvorvidt besiddelse af sexdukker, der ligner børn, kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn, eller om en sådan besiddelse kan afholde personer med seksuelle tanker om børn fra at begå overgreb på børn. Den første udtalelse blev afgivet i marts 2017, og den anden blev afgivet i februar 2020. Sexologisk Klinik konkluderede begge gange bl.a., at der efter deres opfattelse ikke var videnskabelige undersøgelser, der direkte belyste de stillede spørgsmål. Udtalelserne indeholdte dog en beskrivelse af andre undersøgelser, der var relevante for spørgsmålene samt overvejelser om, hvilken betydning dette kunne have for de stillede spørgsmål.
Børnerådet blev i 2017 bedt om at udtale sig om problemstillingen med udgangspunkt i udtalelsen fra Sexologisk Klinik. Børnerådet anbefalede på den baggrund ikke en kriminalisering af sexdukker, der ligner børn, men opfordrede til yderligere forskning på området, så eventuelle sammenhænge mellem brug af sådanne dukker og online og kontaktovergreb blev bedre belyst. Se udtalelsen her.
Justitsministeriet har oplyst, at de ikke i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget har indhentet udtalelser fra Sexologisk Klinik, og at de ikke er bekendte med nyere forskning på området. I stedet er forbuddet i lovforslaget begrundet med, at Justitsministeriet finder, at der er behov for at sende et klart signal, om at seksuelle overgreb mod børn på ingen måde kan accepteres. Det angives også, at børn ikke skal seksualiseres i en grad, at de gøres til genstand for virkelighedstro dukker, der er skabt med et seksuelt formål for øje.
Børnerådet mener imidlertid ikke, at en kriminalisering bør gennemføres for at sende et signal, hvis vi ikke kender konsekvenserne. For Børnerådet er det afgørende, at en eventuel kriminalisering af dukkerne sker på baggrund af viden om, at det vil kunne mindske risikoen for seksuelle overgreb på børn. Derfor er Børnerådet uforstående overfor, at der ikke er indhentet en opdateret udtalelse fra Sexologisk Klinik, da det bør være afgørende for spørgsmålet om kriminalisering af området, at den forskningsmæssige tvivl om eventuelle sammenhænge mellem brug af dukkerne og risikoen for overgreb er bedre belyst, end den hidtil har været.
Dette er også i tråd med anbefalingerne fra FN’s Børnekomité, der i relation til Børnekonventionens art. 34 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og misbrug anbefaler, at medlemsstaterne ”first must undertake studies to determine the nature, scope, and causes of sexial exploitation and sexual abuse” og først derefter lader denne viden danne grundlag for politikker og lovgivning.
(6)
Børnerådet kan således stadig ikke på det foreliggende vidensgrundlag anbefale kriminalisering af sexdukker, der ligner børn, men vi vil igen opfordre til, at der forskes i området. Vi henholder os således til vores tidligere udtalelse, som findes her.
Derudover vil vi opfordre til, at Justitsministeriet pålægges at følge udviklingen i forskningen på området, så eventuel lovgivning kan afspejle de forskningsmæssige fund omkring konsekvenser af brug af dukkerne. Dette gælder i høj grad også, hvis lovforslaget vedtages, således at forbuddet kan ophæves, hvis nyere forskning peger på, at brugen af sexdukker, der ligner børn, kan have en præventiv effekt i forhold til seksuelle overgreb mod børn.
Mere hjælp og støtte til ofre for seksualforbrydelser
Børnerådet bifalder, at ofre for seksualforbrydelser med lovforslaget får ret til mere hjælp og støtte fra deres bistandsadvokat. Konkret medfører forslaget, at ofre for seksualforbrydelser får mulighed for at få vejledning fra en bistandsadvokat, forinden der sker en eventuelt anmeldelse til politiet.
Børnerådet vil dog gerne påpege vigtigheden i kvaliteten af indsatsen fra bistandsadvokaten. Det er helt afgørende, at de bistandsadvokater, der er udpeget til at tage sig af disse sager, har kendskab til, hvordan man inddrager og samtaler med børn og unge i krise. Vi foreslår derfor, at efteruddannelse med dette fokus er et krav for at blive optaget på politiets lister over bistandsadvokater.
At efteruddanne bistandsadvokaterne i at samtale med børn i krise vil være i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention art. 34 om beskyttelse af børn mod alle former for seksuel udnyttelse og misbrug. Ifølge FN’s Børnekomité pålægger artiklen medlemsstaterne at uddanne bl.a. politi, socialrådgivere og bistandsadvokater i, hvordan man modtager, analyserer, efterforsker og retsforfølger anklager om seksualforbrydelser mod børn på en børnevenlig måde.
(7)
Lovforslaget indebærer også, at ofre for seksuelle overgreb får mulighed for at få en opfølgende samtale med bistandsadvokaten efter domsafsigelsen. Børnerådet støtter dette tiltag, men finder det uhensigtsmæssigt, at bistandens opgave herefter afsluttes. Hvis sagen skal for Erstatningsnævnet, skal offeret starte sagen forfra med en ny advokat og selv betale advokatens salær, hvilket (særligt for det unge offer) kan indebærer såvel en psykisk belastning og en gentraumatisering såvel som en økonomisk umulighed. For at skåne barnet for dette skifte anbefaler Børnerådet, at bistandsadvokatens opgaver udvides til at rådgive om og eventuel føre sagen ved Erstatningsnævnet.
Kilder
Jf. straffelovens § 216, stk. 2.
Jf. straffelovens § 222.
Jf. straffelovens § 216, stk. 1.
Straffelovrådet tog i deres betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse alene stilling til, hvorvidt det var nødvendigt med fortsat at opretholde kriminaliseringen i straffelovens § 216, stk. 2, og § 222. Det var ikke en del af deres kommissorium at overveje, hvorvidt der var behov for yderligere stramning af reglerne.
Se eksempelvis General Comment no. 4 om unges helbred og udvikling, para. 2.
John Tobin m.fl., The UN Convention On The Rights Of The Child: A Commentary, s. 1334, fodnote 158
John Tobin m.fl., The UN Convention On The Rights Of The Child: A Commentary, s. 1340, fodnote 203