Børnerådet tilslutter sig forslaget og intentionen om at sikre tryggere rammer for børn og unge, der deltager i foreningslivet. Det er helt afgørende, at selv små foreninger handler på børneattester med anmærkninger ud fra et forsigtighedsprincip, så børn og unge kan færdes i tryghed i foreningslivet.
Forslaget vedrører indhentning af børneattester for DIF’s, DGI’s og DFIF’s cirka 11.534 lokale medlemsforeninger og deres fælles udelukkelsesnævn for krænkelser (Udelukkelsesnævnet). Som det er nu, er foreningerne forpligtet til at kontakte Udelukkelsesnævnet, hvis de indhenter en børneattest med anmærkninger. Udelukkelsesnævnet oplever dog, at et antal af de pågældende foreninger ikke kontakter nævnet i disse tilfælde.
Udelukkelsesnævnet vil med indførelsen af forslaget ikke længere være afhængig af, at den lokale idrætsforening orienterer nævnet. Med ændringen vil Udelukkelsesnævnet blive orienteret af Rigspolitiet, når en forening har indhentet børneattest med anmærkninger. Udelukkelsesnævnet kan dermed selv rette henvendelse til foreningen og sikre dialogen.
Børnerådet bakker op om den foreslåede ændring, da den sikrer, at Udelukkelsesnævnet kommer i dialog med den lokale idrætsforening i de pågældende sager, fordi nævnet altid vil tage initiativ til dialogen. Nævnet kan så rådgive foreningen om indholdet og konsekvenserne af børneattestens anmærkninger, samt i yderste konsekvens sanktionere foreningen. Dermed kan ændringen forhåbentlig sikre tryggere rammer for de børn og unge, der deltager i foreningens aktiviteter.
Vi bemærker, at den foreslåede ændring ikke løser problemet med udenlandske trænere/frivillige, som er dømt i hjemlandet eller et andet land. Børneattesten viser kun oplysninger om personer, der er dømt med videre i Danmark. Vi opfordrer til, at ministeriet opstiller regler, som sikrer, at dømte udlændinge ikke fortsætter med at foretage overgreb på børn og unge i foreningslivet i Danmark.