Debatindlæg bragt i Altinget den 22. maj 2019.
Af Mette With Hagensen, formand for Børnerådet
Langt de fleste børn er glade for at gå i børnehave. Børnene giver udtryk for, at de sætter pris på nærværende voksne, der lytter, viser interesse, leger og laver ting med dem. Men børnene oplever samtidig, at de voksne i børnehaven mest laver noget, hvor de ikke er direkte sammen med børnene. Selvom mange børn er glade for deres hverdag i institutionen, er der også børn, der føler sig overset af de voksne i løbet af dagen, fx om morgenen, i spisesituationen, eller når de er kede af det.
Alle børn har ret til at udtrykke deres synspunkter og blive hørt i forhold, der har betydning for deres liv og hverdag. Derfor har vi i Børnerådet spurgt 1278 børnehavebørn om deres oplevelser med og relation til de voksne.
Indtil nu har vi hørt politikere, pædagoger, forældre og andre voksne tale hen over hovedet på børnene, mens de diskuterer forholdene i danske dagtilbud. Nu bringer vi børnenes egne perspektiver med ind i debatten, og det er fuldstændig afgørende, at vi lytter til, hvad børnene reelt oplever.
Børnerådets undersøgelse viser, at de voksne i børnehaven oftere er i nærheden, end de er nærværende. Dermed ser vi en kløft mellem det, børnene oplever, og det, vi fra forskning ved, at børnene har brug for – og som de selv påskønner – nemlig lydhøre og nærværende voksne.
Hvis den direkte interaktion mellem børn og voksne i daginstitutionen ikke er tilstrækkelig, risikerer vi, at børnene ikke udvikler sig alderssvarende.Mette With Hagensen
Formand for Børnerådet
Børnenes første seks leveår danner fundamentet for resten af deres liv, og hverdagen i institution fylder meget i de allervigtigste år. Det er her, børnene skal udvikle sig socialt, relationelt og sprogligt, og interaktionen mellem voksen og barn er den enkeltfaktor, der har størst betydning for børnenes trivsel, udvikling og læring i daginstitutionerne. Børn skal mødes af nærværende voksne, og derfor er det bekymrende, at 85 pct. af børnene i børnehaven oplever, at de voksne mest går rundt og holder øje med børnene eller holder møder og snakker med de andre voksne.
Hvis den direkte interaktion mellem børn og voksne i daginstitutionen ikke er tilstrækkelig, risikerer vi, at børnene ikke udvikler sig alderssvarende. Det er især et problem for børn, som i forvejen er udsatte, og som ikke får nok støtte derhjemme. De fleste børn, som har en tryg tilknytning derhjemme, skal nok klare sig, og de kan selv tilkalde en voksen, når de har brug for hjælp. Men det er simpelthen ikke ambitiøst nok, at børn blot skal klare sig, og det er ikke acceptabelt, at børnene selv skal finde og opsøge de voksne. Alle børn skal have de bedste betingelser for at trives og udvikle sig. Alle børn, uanset baggrund, har brug for omsorg og profiterer af nærværende voksne, der understøtter gode relationer og venskaber, skaber tryghed og hjælper børnene videre i situationer, de ikke kan håndtere alene.
Daginstitutionerne skal i dag rumme mange forskellige børn med mange forskellige forudsætninger. Det kræver, at der er nok kvalificerede voksne til at møde alle børn i deres fysiske og følelsesmæssige behov.
Jeg håber, at den kommende regering vil lytte til børnene, når der skal forhandles og udvikles politik på dagtilbudsområdet. Det er først og fremmest børnenes oplevelser, der afgør, om dagtilbudsloven lever op til sit formål i praksis.Mette With Hagensen
Formand for Børnerådet
Formålet med danske dagtilbud er blandt andet at give børn omsorg og at understøtte og fremme det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Jeg håber, at den kommende regering vil lytte til børnene, når der skal forhandles og udvikles politik på dagtilbudsområdet. Det er først og fremmest børnenes oplevelser, der afgør, om dagtilbudsloven lever op til sit formål i praksis.