Det er især drengene, der ikke har en tryg samtalepartner, når det handler om kroppen, kærester og følelser. Undersøgelsen viser også, at fædre ofte er fraværende, når der skal tales om svære emner. Over halvdelen af drengene svarer, at de ikke har nogen at tale åbent og ærligt med om, hvordan de har det med deres krop. Cirka hver tredje dreng har ikke nogen at tale med om kærester og følelser.
Undersøgelsen viser, at langt flere børn taler med deres mor end med deres far om de svære emner. Børnene synes ofte, der er forskel på, hvordan de taler med deres forældre. Nogle børn synes, at deres mor er mere forstående, men at deres far er bedre til at give et klart svar.
Undersøgelsens hovedresultater
- Mellem 30 og 44 pct. af de 13-årige har ikke nogen at tale åbent og ærligt med om krop, kærester og følelser.
- Dobbelt så mange 13-årige taler med deres mor (54. pct.) end med deres far (26 pct.) om, hvordan de har det med deres krop.
- Over halvdelen af drengene (52 pct.) siger, at de ikke har nogen at tale med om, hvordan de har det med deres krop.
- Alkohol, mobning, kærester og følelser står højest på listen over emner, de 13-årige gerne vil tale mere om med de voksne.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er resultatet af en spørgeskemaundersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel i 2013 blandt 2.713 elever fra 7. klasse fra 110 klasser fra almenområdet og 11 klasser fra specialområdet fordelt over hele landet. 2.055 børn har svaret spørgeskemaet. Det giver en svarprocent på 76 pct.