Forkortet udgave af FN's Børnekonvention
Artikel 1 - Definitionen på et barn
Børn er personer under 18 år, med mindre den nationale lovgivning fastsætter en lavere myndighedsalder.
Artikel 2 - Ligestilling og beskyttelse mod diskrimination
Alle rettigheder gælder for alle børn uden undtagelse. Landene skal beskytte børn mod alle former for diskrimination.
Artikel 3 - Sikring af barnets interesser
Samfundet skal sikre at hensynet til barnets bedste kommer i første række, når der træffes beslutninger. Staten er forpligtet til at vedtage særlige regler, der beskytter barnet.
Artikel 4 - Opfyldelse af konventionens hensigter
Staten er forpligtet til at leve op til konventionens ord og hensigter, herunder gennemføre nødvendig lovgivning.
Artikel 5 - Forældres ansvar
Landene skal respektere forældres ansvar for at give barnet den vejledning, som er mest hensigtsmæssig for dets evner og udviklingsmuligheder.
Artikel 6 - Retten til livet
Barnets ret til livet og statens forpligtelse til at sikre barnets overlevelse og udvikling.
Artikel 7 - Navn og nationalitet
Barnets ret til navn og nationalitet fra fødslen.
Artikel 8 - Beskyttelse af identitet
Statens forpligtelse til at beskytte og om nødvendigt genskabe barnets grundlæggende identitet (navn, statsborgerskab og familierelationer).
Artikel 9 - Forældres beskyttelse af barnet
Barnets ret til at bo sammen med sine forældre, medmindre dette skønnes uforeneligt med barnets tarv. Barnets ret til at opretholde kontakt til begge forældre, hvis det lever adskilt fra den ene eller dem begge. Statens forpligtelse til at genskabe en sådan kontakt, hvis adskillelsen skyldes årsager iværksat af staten.
Artikel 10 - Familiesammenføring
Barnets og forældrenes ret til frit at forlade et hvilket som helst land og rejse ind i deres eget eller i et andet land for at blive genforenet eller for at genskabe forældre-barn-forholdet.
Artikel 11 - Kidnapning og tilbageholdelse
Statens forpligtelse til at forhindre og om nødvendigt omgøre kidnapning af børn til udlandet, foretaget af forældre eller tredje part.
Artikel 12 - Retten til at udtrykke meninger
Barnets ret til at give udtryk for en mening, og krav på at denne mening respekteres i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.
Artikel 13 - Frihed til at udtrykke sig og til information
Barnets ret til at give udtryk for sine følelser og synspunkter, medmindre dette krænker andres rettigheder, national sikkerhed eller offentlig orden. Barnets ret til at søge, modtage og videregive information.
Artikel 14 - Frihed for tanke, samvittighed og religion
Barnets ret til frit at bestemme og praktisere sin tro. Statens forpligtelse til at respektere undervisning i denne tro.
Artikel 15 - Foreningsfrihed
Barnets ret til frit at tilslutte sig eller medvirke til oprettelse af foreninger, med mindre dette krænker andres rettigheder eller nationale og offentlige hensyn.
Artikel 16 - Beskyttelse af privatlivet
Barnets ret til beskyttelse mod vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv, herunder brevhemmelighed.
Artikel 17 - Mediernes rolle
Statens forpligtelse til at sikre barnet adgang til informationer fra et bredt udsnit af såvel nationale som internationale kilder.
Artikel 18 - Børneopdragelse
Statens forpligtelse til at sikre, at barnets forældre eller værge har hovedansvaret for barnets opdragelse. Statens forpligtelse til at vejlede og hjælpe med denne opgave.
Artikel 19 - Beskyttelse mod mishandling
Statens forpligtelse til at beskytte barnet mod alle former for mishandling, begået af forældre eller andre, og til at forebygge alle former for mishandling og at afhjælpe deres virkninger, når de er sket.
Artikel 20 - Forældreløse børn
Statens forpligtelse til at sørge for særlig beskyttelse af børn, der har mistet deres forældre og familie, og til at sikre alternativ pleje eller eventuelt adoption.
Artikel 21 - Adoption
Statens forpligtelse til at sikre, at adoption kun tillades, når det er til barnets bedste.
Artikel 22 - Flygtningebørn
Statens forpligtelse til at sørge for særlig beskyttelse af børn, som er flygtninge, eller som søger flygtningestatus, og til at samarbejde med ansvarlige organisationer om beskyttelse og hjælp af flygtningebørn.
Artikel 23 - Handicappede børn
Det handicappede barn har ret til at modtage den bedste form for hjælp, omsorg og oplæring for sikre barnet størst mulig selvtillid og mulighed for at leve et indholdsrigt og aktivt liv.
Artikel 24 - Sundhed
Barnets ret til at opnå den højest mulige grad af sundhed og at have adgang til sundhedsydelser og lægehjælp med særlig vægt på forebyggende sundhedspleje. Statens forpligtelse til at nedbringe børnedødeligheden og til at arbejde for afskaffelse af traditionelle skikke, der kan skade barnets sundhed.
Artikel 25 - Periodiske kontrol af børn på institution
Statens forpligtelse til regelmæssigt at vurdere forholdene for børn, der er anbragt i pleje- eller behandlingsøjemed.
Artikel 26 - Social sikkerhed
Barnets ret til at nyde godt af social sikkerhed.
Artikel 27 - Levestandard
Barnets ret til en levestandard, der sikrer en fysisk, psykisk, moralsk og åndelig udvikling. Forældrenes primære ansvar for at tilvejebringe denne og statens forpligtelse til at hjælpe.
Artikel 28 - Undervisning
Barnets ret til undervisning og statens pligt til at sikre, at grundskoleundervisningen er obligatorisk og gratis for alle børn, og at skolens disciplin er menneskeværdig.
Artikel 29 - Undervisningens målsætning
Samfundets ansvar for at sikre, at undervisningen er med til at udvikle barnets personlighed og evner, at den forbereder barnet til et aktivt liv som voksen, fremmer respekten for menneskerettighederne og udvikler respekt for barnets egne kulturelle og nationale værdier.
Artikel 30 - Minoriteter
Beskyttelse af børns ret til at leve i overensstemmelse med deres egen kultur og til at praktisere deres egen religion og deres eget sprog i lande, hvor de tilhører etniske, religiøse eller sproglige mindretal.
Artikel 31 - Hvile og fritid
Barnets ret til hvile, fritid og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter.
Artikel 32 - Børnearbejde
Statens forpligtelse til at beskytte børn mod at beskæftige sig med arbejde, der udgør en trussel mod deres helbred, undervisning og udvikling, og til at fastsætte en mindstealder for børns arbejde og en sikring af arbejdsforholdene.
Artikel 33 - Narkotikamisbrug
Barnets ret til beskyttelse mod brug af narkotiske midler og mod at blive inddraget i produktion eller distribution af sådanne midler.
Artikel 34 - Seksuel udnyttelse
Barnets ret til beskyttelse mod seksuel udnyttelse og mishandling, herunder prostitution og medvirken til pornografi.
Artikel 35 - Handel med og bortførelse af børn
Statens forpligtelse til med alle midler at forhindre bortførelse af og handel med børn.
Artikel 36 - Andre former for udnyttelse
Barnets ret til beskyttelse mod alle former for udnyttelse.
Artikel 37 - Tortur og straf
Statens forpligtelse over for børn, som er er arresteret eller tilbageholdt. Forbud mod tortur, grusom eller nedværdigende behandling, dødsstraf og livsvarigt fængsel. Barnets ret til juridisk bistand og en menneskeværdig behandling under fængsling. Frihedsberøvede børn skal holdes adskilt fra voksne og have ret til at opretholde forbindelse med deres familie.
Artikel 38 - Væbnede konflikter
Statens forpligtelse til at overholde internationale aftaler om krigsførelse, herunder at sikre, at børn under 15 år ikke deltager i kamphandlinger samt at begrænse rekrutteringen af 15-18-årige til de væbnede styrker. Overholdelse af princippet om, at alle børn, som er berørt af væbnede konflikter, skal nyde godt af beskyttelse og pleje.
Artikel 39 - Rehabiliterende pleje
Statens forpligtelse til at sikre, at børn, der har været udsat for forsømmelse, mishandling eller udnyttelse, får den mest hensigtsmæssige behandling, så de kan integreres i samfundet igen.
Artikel 40 - Behandling i retssager
Det sigtede barns ret til at bevise sin uskyld, til retshjælp og til retfærdig, retslig behandling. Statens forpligtelse til at tage særlige hensyn til unge lovovertrædere, herunder til fastsættelse af en minimumsalder for strafbare forhold. Sanktioner mod børn skal bygge på rehabilitering i stedet for straf.
Artikel 41 - Til barnets bedste
Intet i konventionen skal modvirke nationale eller internationale love, der er gunstigere for virkeliggørelsen af barnets rettigheder.
Artikel 42 - Offentlighedens kendskab til konventionen
Statens forpligtelse til at gøre indholdet af denne konvention almindeligt kendt i offentligheden, blandt både voksne og børn.
Artikel 43 - Nedsættelse af en komite om barnets rettigheder
FN vælger en ekspertkomite til internationalt at følge deltagernes gennemførelse af konventionen.
Artikel 44-45 - Statens forpligtelse til at rapportere til komiteen
Kontrol med opfyldelsen af konventionens hensigter.
Artikel 46-54
Underskrift, ratifikation, ikrafttræden og andre tekniske forhold vedrørende konventionen.