2. Børn skal have reel mulighed for indflydelse
Børnerådet anbefaler
Børnerådets principper for god børneinddragelse
Dette er et af Børnerådets syv principper for god børneinddragelse.
Læs alle principperneBørn skal altid have reel mulighed for at få indflydelse. Børneinddragelse må aldrig blive symbolsk, og når man inddrager børn, skal deres synspunkter tillægges passende vægt i overensstemmelse med deres alder og modenhed. Muligheden for at få indflydelse er med til at gøre inddragelsen meningsfuld for børnene, og børnenes synspunkter og perspektiver bidrager til at kvalificere de beslutninger, projekter og indsatser, inddragelsen er en del af.
For at undgå symbolsk børneinddragelse skal voksne som en del af planlægningen overveje, hvornår børns perspektiver inddrages i processen, hvad de inddrages i forhold til, hvordan der arbejdes videre med deres perspektiver, og hvad børnene kan få indflydelse på.
Kravet om, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed, fremgår direkte af FN’s Børnekonventions artikel 12.
Nogle steder i dansk lovgivning er voksnes pligt til at høre og give børns synspunkter passende vægt reguleret direkte. Det er for eksempel tilfældet, når børn inddrages i egen sag efter serviceloven og forældreansvarsloven.
Børnekonventionens artikel 12 giver børn ret til at blive inddraget i alle forhold, der vedrører dem, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på kravet i forbindelse med andre former for børneinddragelse, som ikke er reguleret i lovgivningen. Børn skal inddrages og høres i alle sammenhænge, der er relevante for deres liv og hverdag, og de skal uanset kontekst have mulighed for reel indflydelse.
Eksempler på spørgsmål til refleksion
- Hvad kan de børn, vi inddrager, få indflydelse på?
- Hvordan rammesætter vi indflydelsesrummet for børnene, så det er klart for dem, hvad de kan og hvad de ikke kan få indflydelse på?
- Er vi villige til at handle på børnenes synspunkter og perspektiver, selv hvis disse står i kontrast til vores?
- Inddrager vi børnene på et tidspunkt i processen, hvor de reelt kan få indflydelse?
Børnekomitéen tilskynder deltagerstaterne til at undgå en symbolsk tilgang, hvor man begrænser barnet i at udtrykke sine synspunkter, eller hvor man giver barnet mulighed for at blive hørt, men ikke tillægger dets synspunkter passende vægt. (…)
General Comment no. 12, stk. 132